Mange kvinder betragter børn som en del af deres private ejendomsret. En opfattelse, statsminister Helle Thorning-Schmidt bakker dem op i. I forbindelse med det ”ægte løftebrud”, opgivelsen af mandebarsel, sagde hun til BT:
”Jeg vil ikke give nogen kommentar til regeringens interne drøftelse. Det synes jeg ikke er nogen god idé. Men jeg vil gerne understrege, at regeringen har truffet en beslutning i denne her sag, at vi ikke vil øremærke barsel til mænd. Det har vi gjort ud fra den klare begrundelse, at hvis vi skal øremærke barsel til mænd, så betyder det reelt, at mænd skal sige til kvinderne, at de kan få mindre tid sammen med deres børn.”
Problemet med mandebarsel er altså, at kvinderne får mindre tid med deres børn. De to sidste ord er de vigtigste: Deres børn – det er ikke fars og mors fælles børn. Det er kvindernes. Problemet med mandebarsel er iflg. statsministeren, at mænd får mere tid med deres børn. Nogen vil selvfølgelig mene, at det var hele pointen, men ikke Thorning. Barsel er et anliggende for mor.
Hvis nogen havde forestillet sig, at vi med en kvindelig statsminister også ville få en progressiv og ligestillingsorienteret statsminister, har de taget fejl. Det må være et smerteligt tab for de kvindegrupper, der har advokeret for en kvindelig statsminister, bare for at få en kvindelig statsminister. Nu opdager de, at en kvindelig statsminister trækker alle tænderne ud af ligestillingsdagsordenen. Det er Helle Thorning-Schmidt, der – på trods af et løfte om en regering af halvt kvinder og halvt mænd – ikke kan præstere en ligelig regering. Det er hende, der aflyser kriminalisering af sexkøbere, fordi betalingssex – det skal mænd vel have ret til? Og det er Thorning, der dropper et ligestillingsprojekt, der vil give mænd ret til deres børn i en verden, hvor mange kvinder opfatter børnene som deres domæne. OG det gør Helle Thorning-Schmidt, fordi hun mener, at børnene er kvindernes domæne.
Nej, det kan umuligt have været en god oplevelse for kvindesagskvinderne at få deres kvindelige statsminister. Selv jeg, der bestemt ikke betragter mig selv som feminist på den antikverede 70’er-facon, er dybt rystet over, hvor reaktionær en statsminister Socialdemokraterne har leveret.
Dette nederlag for moderniseringen af Danmark er ikke kun et nederlag for kvinder: Det er et nederlag for den generation af mænd, der uden forbilleder kæmper for at fylde en ligelig rolle i familien. Det er et nederlag for de børn, der fortsat vil have en distanceret, fraværende eller marginaliseret faderskikkelse. Og det er et illusionstab af kolossale proportioner for alle dem, der troede, at politik nytter noget, OG at der var et mål med en kvindelig statsminister. For på bundlinjen står der, at selv ikke Lars Løkke Rasmussen og højrefløjen havde kunnet omfavne bagstræberiet så inderligt. Det er som om Helle Thorning tror, at hæle og håndtaske og plukkede bryn er et alibi for konservativ politik, som om man ikke kan se, hvad hun i virkeligheden er: For borgerlig. Selv for mig.
